Sådan bor vi

Når du går på efterskole, bliver skolen dit hjem. Du og dine værelseskammerater sætter jeres præg på værelset og gør det til jeres egen trygge base. Vi bytter værelse én gang om året, så du får mulighed for at prøve noget nyt og opleve flere forskellige fællesskaber.

En del af et bofællesskab

På Gymnastik- og Idrætsefterskolen Lomborg er eleverne fordelt på drenge- og pigegange. Her er der både 2-, 3- og 4-mandsværelser, som du og dine værelseskammerater kan sætte jeres præg på.

Bofællesskabet er noget helt særligt. Sammen med dine værelseskammerater og resten af gangen, er du med til at fastsætte et regelsæt om, hvordan I skal omgås hinanden og sammen skabe et hyggeligt sted at bo. Derudover er der – selvfølgelig – fælles rengøring og løbende gangmøder, hvor vi jævnligt mødes og taler om dét at bo sammen.

Når du starter på skolen, er værelserne allerede fordelt, bl.a. ud fra interessefællesskaber. Dine værelseskammerater er en del af din kontaktgruppe eller venskabskontaktgruppe, så de fra start er en del af din helt nære omgangskreds.

Værelsesbyt

Én gang om året bytter vi værelser, så du oplever at være del af flere forskellige bofællesskaber. Vores erfaring er, at det styrker fællesskabet og giver dig mulighed for at komme helt tæt på flere af dine efterskolekammerater.

På Gymnastik- og Idrætsefterskolen Lomborg skaber vi et hjem væk fra hjemmet, hvor eleverne kan udforske, lære og vokse sammen. Vores bofællesskab er en vigtig del af dit efterskoleår, og vi er stolte af at tilbyde et hyggeligt og nært miljø, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte.

TIL TOPPEN
Copyright ©
2024
Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole •
Privatlivspolitik