
Kære forældre til elevhold 19/20
Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, julen kommer.
Indledningen til “Peters jul” er kendt af mange. Måske ikke så meget mere, men den har gennem generationer været den fanfarer, der for mange, intonerede julens komme. I disse for vort land så klimaudfordrede tider, er det ikke mere sneen, der fortæller os, at nu kommer julen. Heldigvis har vi så kalenderen. Og bladene i den har vendt sig så hurtigt, at vi allerede er i midten af December. Selv om vi engang imellem synes, at vi kun lige er startet på skoleåret!
Snart er det ferietid og gran og guirlander har gjort, hvad det kunne, for alligevel at få os i julestemning. Og kniber det stadig med julestemningen hos enkelte af eleverne, så har vi her i den sidste uge et par traditioner, der gerne skulle skubbe i den rigtige retning.
I morgen er der den årlige juleudflugt til Århus. Her skal vi besøge kunstmuseet Aros og vi skal i teatret og se stykket “Pagten”. Der bliver nok også lidt tid til juleindkøb, så husk en sms til eleverne med jeres ønsker.
Torsdag eftermiddag gør vi klar til aftenens julemiddag og fredag kl. 11 skal vi i Lomborg kirke og høre juleevangeliet og synge en række af julens smukke salmer.
Inden vi går endelig på ferie er der en lille generalprøve på årets gymnastikopvisning. Vi er selvfølgelig ikke så nær på plads med det hele, men har I lyst til at se, hvor langt vi er kommet, så er I meget velkomne
Fredag d. 20/12 kl. 14.30
Vi byder i den forbindelse på kaffe og æbleskiver. Og ønsker hinanden glædelig jul.
Har I ikke mulighed for at være her, kører bussen som sædvanlig til Struer og Holstebro.
På fredag sender jeg endnu en mail ud til Jer alle. Ud over en glædelig jul, vil den indholde lidt praktiske oplysninger mht. de første par uger efter ferien. Her er der jo for 10. klassernes vedkommende OSO opgave, hvor de skal forholde sig til deres fremtidige uddannelses og job ønsker. Og for alle elevers vedkommende er der jo lejrskolen i Wagrain fra d. 9. januar.
Med ønsket om en god dag til jer alle