april 23, 2024

SØSKENDE WEEKEND MM.

Kære forældre til elevhold 19/20

“Se hvilken morgenstund, solen er rød og rund.”
Starten på sangen “Svantes lykkelige dag” af Benny Andersen er nok en af de kendteste strofer skrevet på dansk. Velsagtens fordi det på en gang er banalt, men samtidig fyldt med håb og liv. Sådan en fredag morgen er det, i hvert fald for mit vedkommende, helt fantastisk at kunne se solen stå op og farve en næsten skyfri himmel rød. Som en “lysets engel, der går med glans” og får “alle nattens skygger sorte til at flygte” (Lettere omskrevet Ingemann). Humøret stiger nogle grader når man oplever en pause i det der synes at have været 4 måneder med “gråt i gråt”. Og enkelte vil sikkert tænke, at nu behøves han da heller ikke blive mere poetisk. Og det er da også fuldstændig rigtigt, når der er væsentlige ting at skrive om. Men altså, vi står i gæld til både naturen og poeterne og det skal vi huske engang i mellem. Og jeg håber, I kunne mærke på jeres børn, at de havde fået masser af sol og mange gode oplevelser i Østrig.
Nu kommer der så en lang periode med almindelig hverdag og træning frem mod opvisnings sæsonen. Og valg der skal træffes.

Derfor først lidt fra studievejledningen.

I har som forældre til et barn i 9. eller 10. klasse i e-boks modtaget et brev fra Børne- og undervisningsministeriet vedr. ansøgning til 10. klasse eller ungdomsuddannelse. I brevet er beskrevet hvordan I underskriver når Jeres barn har valgt hvad hun/han skal efter sommerferien. Det er vigtigt at I først underskriver, når I får besked herfra, da det er meget vigtigt at Jeres barn får vedhæftet en såkaldt ”studievalgsportfolio” inden underskrift. Har I først underskrevet er ansøgningen sendt afsted, og man kan ikke efterfølgende vedhæfte dokumenter. Men en ansøgning er kun fuldstændig, når studievalgsportfolioen er vedhæftet. I de kommende uger vil jeres barn herfra få vejledning i valg og ansøgningsprocedure. På følgende link kan i høre podcasts om ”dit barns fremtid” https://ditbarnsfremtid.dk/podcast/?fbclid=IwAR2EWOeJCJYXsVZnrzg14Ljlhr_pf2ir6wq4fRY_guywwyv9R1rnRNhvMLE

Det er 5 podcasts som bl.a. giver svar på hvordan man taler med sit barn om uddannelsesvalg. I kan også besøge hjemmesiden www.ditbarnsfremtid.dk

Og til forældre med elever i 9. klasse; Hvis I overvejer om jeres barn skal være 2. års elev her på Lomborg, vil vi selvfølgelig blive glade. I er bare nødt til at overveje det lidt hurtigt idet vi er i den heldige situation, at det går hurtig med tilmeldingerne til 20/21.

Vi har 4 drengepladser og 8 pigepladser tilbage.
Hvis I skulle ønske en plads til næste år, slipper i for at betale de 500,- kr. i tilmeldings gebyr, men skal betale 2500,- kr. i opstarts gebyr.

Lus

Der har været flere tilfælde af lus hos elever. Vil I være behjælpelige med at se jeres barn efter for lus og evt. behandle, inden hun/han møder her søndag aften. Da eleverne ikke har været på skolen i mange dage, har vi gode muligheder for at komme de små skadedyr til livs. Dog kun med Jeres hjælp.

Søskendeweekend d. 31. januar – 1. februar

Det er en hyggelig og dejlig tradition, at kunne invitere sine søskende op på skolen til en enkelt overnatning. De kan få en ide om, hvad deres bror eller søster egentlig går og laver på en efterskole. Og de kan få lov til bare at hygge sig sammen.
Der er ankomst og indkvartering d. 31/1 kl. 15. Derefter er der planlagt aktiviteter for alle i hallen og springcentret. Efter aftensmaden er der almindelig fredagshygge.
Lørdag formiddag er der igen lidt fællesaktiviteter inden der er frokost og afhentning af søskende kl. 13.00
Mht. indkvartering er det sådan, at er den deltagende søster eller bror over 11 år, er der indkvartering med en af samme køn. Er de under 11 år kan de godt blive indkvarteret med den søskende de besøger, selv om det er på en gang forbeholdt det modsatte køn.
Den deltagende søskende må maks være 18 år.
I kan tilmelde Jer på linket neden under

https://response.questback.com/lomborggymnastikogidrtseftersk/qumsin2lxh

God weekend herfra. Næste gang I får nyt, skal i bl.a. overveje, om I ønsker en behovssamtale omkring jeres barns trivsel og undervisning d. 7. februar

Flere Nyheder
fra LOMBORG

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå aldrig glip af noget
TIL TOPPEN
Copyright ©
2024
Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole •
Privatlivspolitik