april 23, 2024

TIDEN NÆRMER SIG

Kære forældre til elevhold 19/20

Lige nu arbejder vi på højtryk for at gøre skolen parat til at modtage vores fantastiske elever igen – efter 2 lange måneder. Desværre arbejder vi lidt i blinde, idet de endelige retningslinjer for genåbningen endnu ikke er kommet. I vores arbejde med at gøre skolen klar følger vi sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer for at undgå smitte spredning og med de anvisninger kan vi komme langt. Indretning af lokaler, anvisninger, håndsprit og håndvaske, værelsesgange og fællesområder mm.

Der er dog stadig mange uafklarede spørgsmål, f.eks. hvordan vi skal inddele eleverne i forskellige, minde grupper og hvordan vi får det til at fungere, det kan vi endnu ikke helt forholde os til, inden vi får de endelige anvisninger.

Vi håber stadig, at vi kan nå at blive færdige til at modtage eleverne mandag. Og mht. hvordan det kommer til at foregå, skal i nok få nærmere besked om.

Vi ved dog allerede nu, at eleverne så vidt muligt skal bringes til skolen af jer. Bussen kan vi ikke sætte ind, da vi ikke kan ankomme til skolen med mange elever på en gang. Er der enkelte af jer, der har problemer med at bringe, så kontakt skolen. Så finder vi nok en løsning på det.

Som forældre vil der være en masse praktisk, I skal forholde jer til i forbindelse med genopstarten. Og det vil vi tage over flere omgange. I skal hjælpe os med at indprente eleverne nogle helt basale grundregler for omgang med hinanden på skolen. I skal være opmærksomme på regler ved mistanke om sygdom. I skal forholde jer til nye sanktioner i forbindelse med uhensigtsmæssig opførsel. Og andet også.
Alt det tager vi i en mail senere.

Lige nu vil jeg gerne have jer til at hjælpe med noget helt praktisk. Helt grundlæggende er håndhygiejne noget af det vigtigste i denne corona tid. Vi ved, at vi har sprit, sæbe og håndvaske nok. Men det vil være en stor hjælp for os, hvis I alligevel vil sende følgende med eleverne op på skolen:

  • Håndsprit til eget brug på værelset.
  • Håndsæbe til eget brug på værelset.
  • Håndcreme til eget brug (vigtigt idet huden tørrer meget ud ved brug af sæbe og sprit).
  • Et lille hånd håndklæde med navn på, til eget brug (skal tåle kogevask, da vi løbende vil vaske dem for eleverne).
  • Der udover får de brug for ekstra t-shirts. De skal stadig have masser af fysisk aktiviteter og vil blive bedt om efterfølgende at gå i bad og skifte t-shits inden de går videre til enten spisesalen eller anden aktivitet.

Skemaet for de næste 6 uger har vi nogenlunde styr på. Igen mangler vi helt præcise anvisninger af, hvad vi må og ikke må.
Nogle af eleverne har udtrykt en form for utilfredshed med, at de stadig skal have undervisning og skal til en prøveeksamen, selv om karaktererne i år er deres standpunktskarakterer.
Vi er i midlertidig sikker på, at de gerne vil tilbage til den skole de kender. Og at de hurtigst muligt vil tilbage til en normal hverdag. Derfor skal de tilbage til en struktur de kender. Det giver dem overskud til hurtigt at finde hinanden igen. Og de skal også have en basal træning i at gå til eksamen. Desuden er vi forpligtet på efterskoleloven og de retningslinjer, denne udstikker.
Men selvfølgelig kommer de også tilbage til sjove og udfordrende nye valgfag, temauger, galla, afslutningsuge og meget andet. Og de kommer tilbage til en flok spændt ventende og dybt engagerede ansatte, der har savnet dem og som glæder sig helt vildt til at skulle være sammen med dem igen.

Da vi som sagt endnu mangler helt præcise retningslinjer, er jeg ikke sikker på, vi kan nå at afholde et online forældremøde. Jeg vil dog gøre mit yderste for at I er så informerede så muligt, inden eleverne kommer tilbage på skolen.
Så der kommer et par mails mere i løbet af de næste dage. Bl.a. med oplysninger om, hvordan I kan hjælpe med til, at eleverne får ejerskab over en noget forandret skole. Og hvordan vi hurtigt kan skabe et frugtbart fællesskab på trods, eller i kraft af, nye regler.

Endelig er I selvfølgelig meget velkomne til at kontakte skolen med spørgsmål, enten pr. mail eller ved at kontakte mig på mobil.

Alt for nu. Fortsættelse følger.

Flere Nyheder
fra LOMBORG

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå aldrig glip af noget
TIL TOPPEN
Copyright ©
2024
Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole •
Privatlivspolitik